Davids Top 5 Nytårsfilm
30. December 2008
Her er fem forslag til film man kan smække i DVD afspilleren, når alle gæsterne er gået hjem, og man ikke orker at rydde op.
Film #1: When Harry Met Sally... (1989)
Der er måske nok begrænset nytårshalløj i denne film, alligevel får den topplaceringen på grund af den klassiske slutscene, hvor Sally er til nytårsfest og Harry er alene derhjemme. Vi skal ikke spoile scenen her - der kunne være nogen, der stadig ikke har set filmen - men hvis man ikke græder som pisket i filmens sidste minutter, er man lavet af sten.
Film #2: Strange Days (1995)
Jeg må tilstå, at jeg i virkeligheden afskyr denne film. Den ultra-banale historie, den utiltalende Angela Bassett (hun ligner en mand) og den irriterende sølle Ralph Fiennes. Strange Days får alligevel point for at være den film, der bedst fanger panikstemningen omkring årtusindskiftet, dengang vi stadig ikke var helt sikre på om hele verden bare lukkede ned og blev sort, når kalenderen skiftede til 2000.
Film #3: In Search of a Midnight Kiss (2007)
Det er ganske kort tid siden denne film kom ind på min radar, men alligevel har den allerede presset sig ind på denne top liste. (For en mere udførlig anmeldelse lyt til Episode 42.)
Historien om den sølle taber Wilson, der sætter en kontaktannonce på nettet for at finde en han kan kysse nytårsaften, er både sjov, rørende og benhård, men ikke for folk med hjertesorger.
Film #4: Assault on Precinct 13 (2005)
Dette effektive remake af John Carpenters film fra 1976 (der også stadig holder) kan noget den originale ikke kan. Filmen har en bitter, ond stemning, der har sit udspring i kontrasten mellem den varme, glade nytårsfest og det iskolde vintervejr udenfor, imellem håbet og lyset inde i politistationen og det håbløse uundgåelige mørke udenfor. De slår ikke nogle børn ihjel i denne version (det eneste minus), men filmen holder sig alligevel IKKE tilbage. Der er ikke mange af karaktererne, der vil opleve det nye år.
Film #5: The Poseidon Adventure (1972) / Poseidon (2006)
Nytårsaften kræver naturligvis noget specielt. Hvad med at fejre den i en luksusliner, der er vendt på hovedet, sammen med en række mennesker man ikke kender, som en efter en vil lide en grusom død?
Det gode ved Poseidon er, at man selv kan vælge hvilken nytårsfest man vil have. Man kan gå efter den klassiske, traditionelle fest og se 1972 udgaven, eller man kan gå efter skæg & ballade og se den ufrivilligt komiske 2006 udgave. Under alle omstændigheder kan man glæde sig over, at når festen er overstået kan man bare slukke for DVDen og gå i seng, i modsætning til hovedparten af Poseidon gæsterne.
God Fornøjelse!
David Bjerre
Dobbelt D