Dobbelt Ds Definitive DVD Podcast

Dobbelt Ds 2015 Halloween Film Program

31. Oktober 2015

Som vi har haft tradition for før på Dobbelt D kommer der her et bud på en god Halloween aften. I år falder det endda på en lørdag så der er nu ingen undskyldning for ikke at sidde oppe hele natten med dejlige gyserfilm.

Film #1: The Frighteners (1996)

Tidligt på aftenen er det en god idé at starte med det lette gys, hvor begynderne kan være med. Selvom visse af computer effekterne ikke er ældet med ynde, skader det i sidste ende ikke denne sidste rest af den oprindelige Peter Jackson inden der gik hobbitter i den. Michael J. Fox i hovedrollen har den rette balance mellem sørgmodig og komisk. Jeffrey Combs dukker op i en vidunderlig birolle. Posteren prydede Dennis' barndoms værelse i mange år.

Film #2: The Conjuring (2013)

Selvom der er flere film af Whannel/Wan makkerskabet som er rigtigt vellykkede, er denne et godt sted at starte. Den har den passende balance mellem langsomt opbygget gys, og en fin måde at skabe stemning uden den store brug af splat og blod. Periode looket er gennemført og arbejder også i høj grad for filmens plot og eliminerer automatisk nyere teknologi som mobiltelefoner der kunne trække ned. Patrick Wilson og Vera Farmiga er gode som parret der løser paranormale problemer. Arven fra Poltergeist er kæmpestor, men filmen formår samtidig at være sin egen.

Film #3: Evil Dead (2013)

Sam Raimis originale Evil Dead trilogi var en mastodont i gyserfilmsregi og er på mange måder den perfekte low budget filmskole. Den opfindsomhed som Raimi kastede op på lærredet er svær at toppe. Med denne film rebootes film serien mere end et remake. I stedet for at bruge Raimis forkærlighed for slapstick og Three Stooges er der her intet at grine af. Et blodsprøjtende, sadistisk orgie af ondskab og mørke. Som tredje film på programmet skrues der nu op for blusset.

Film #4: Valgfri film

På Halloween er det også godt at stifte bekendtskab med en klassiker. Her må man selv vælge en ud af 4 mulige.

Film #5: Stoker (2013)

Det er svært at sige noget om Stoker uden at ødelægge den oplevelse som den er. En smuk film som er den perfekte måde at slutte aftenen på. Den vil sidde i kroppen længe efter og sende dig ind i drømme med den mest vidunderlige billedside.



God Fornøjelse!

Dennis Rosenfeld
Dobbelt D