Anmeldelse: The Lost Boys
af Dennis Rosenfeld - 31. Maj 2008
I min påtvungne stilhed besluttede jeg mig for at intet kunne være bedre end en 80'er vampyrfilm instrueret af Joel Schumacher. Da jeg smed skiven i, gik det op for mig hvor ufatteligt lang tid der var gået siden jeg sidst havde set den.
De to brødre Michael (Jason Patric) og Sam (Corey Haim) må efter deres forældre skilsmisse flytte til en lille provinsby, med deres mor Lucy (Diane Wiest). En masse mystiske dødsfald har fundet sted i byen, og den har fået kælenavnet "Murder Capital". Byens samlingspunkt er et tivoli der ligger ved havnen. Her hænger alle byens unge ud. Michael bliver i forsøget på at score Star (Jami Gertz) trukket ind i en gruppe unge fyre anført af David (Kiefer Sutherland). Sam bliver af Frog brødrene (Corey Feldman og Jamison Newlander) gjort opmærksom på, at det er vampyrer, der plager byen og at hans bror er fortabt. Da Sam prøver at gøre moren opmærksom på situationen tror hun bare, at det er fordi han ikke kan lide hun dater Max (Edward Herrmann). Tingene spidser til og Sam må i fællesskab med Frog brødrene tage tingene i egne hænder.
The Lost Boys var Schumachers fjerde film, og hvem kunne vide, at han i så høj grad ville genopfinde vampyr genren? Oprindeligt skulle Richard Donner have instrueret filmen, men da produktionen trak ud, overgav han instruktørstolen og har fået en executive producer credit i stedet. Schumacher sørgede for, at filmens vampyrer var teenagere og ikke små børn, en genistreg, der har gjort, at filmen er sexet og intens. Filmen er fantastisk skudt af Michael Chapman, som virkelig får det bedste ud af filmens vampyr make-up. Alt i alt er The Lost Boys stadig en virkelig underholdende film og den har ikke mistet sin kant.
DVD'en er et 2-disc sæt fra Warner. Billedet er Anamorphic Widescreen 2.40:1 og er virkelig flot renset op. Lyden er 5.1 og gør præcis det den skal. På disc 1 er der et kommentarspor med Schumacher, som jeg endnu ikke har hørt, men han plejer at være interessant at høre på. På disc 2 er der en lille dokumentar, featuretter og video kommentarer. Dokumentaren er underholdende, og informativ. Videokommentaren er helt patetisk. Den består af de to Coreys, der ser scener fra filmen, og så får vi lov at se dem, imens de prøver at komme med sjove bemærkninger. Featuretterne er fine, men meget korte. Der er også nogle deleted scenes, men filmen fungerer som den er. En fin pakke. En fremragende film.