Dobbelt Ds Definitive DVD Podcast

Anmeldelse: The Final Destination

af David Bjerre - 30. December, 2009

En flok personer undgår med nød og næppe en dramatisk ulykke, fordi en af dem ser en vision af ulykken før den sker og derefter advarer alle omkring sig. Men så nemt slipper de ikke... Døden indhenter en efter en de overlevende og dræber dem på brutal vis, i den rækkefølge de oprindelig skulle være døde.

Det er skelettet til en Final Destination film. De tre første var bygget op på denne måde og fjerde film - der forvirrende hedder The Final Destination i stedet for Final Destination 4 - er ingen undtagelse. Det er forudsigeligt, kedeligt og håbløst.

The Final Destination

Ulykken er denne gang en kæmpe eksplosion på en racerbane og det er sådan set fint nok. Problemet er at persongalleriet består af en flok fuldstændig intetsigende skuespillere, der har mindre karisma end voksdukker. Filmen er uden dynamik, originalitet og liv. Åbenbart er Final Destination franchisen nu blevet reduceret til en endeløs række af små "morsomme" vignetter, hvor karakterne bliver slået ihjel på opfindsomme måder. Det bliver hurtigt ensformigt.

Topmålet af dumhed kommer efter mindre end en time (!), hvor filmen "lader" som om vi er nået til slutningen, før den - DADAAAAM! - afslører, at det ikke er overstået alligevel! Man må virkelig spørge sig selv, hvor dumme filmfolkene tror vi er.

The Final Destination er talentløs fra start til slut, og på trods af, at den reelt kun spiller 75 minutter er den bragende kedelig. Undgå for alt i verden.

PS: Og lige et par ord om hjemmebiograf 3D versionen. DET PIS VIRKER IKKE. Men hvis man har lyst til at sidde og kigge på et blåviolet mudder, så skal man da endelig tage de ubehagelige blå/røde pap-briller på og give det et shot.