Anmeldelse: Strange Wilderness
af David Bjerre - 23. Maj 2008
Peter Gaulke (Steve Zahn) er søn af en berømt vært på naturprogrammet Strange Wilderness. Efter hans far døde overtog han showet, men da han ikke ejer skyggen af sin fars talent er det stille og roligt gået ned ad bakke. Nu har Peter kun en uge til at lave den udsendelse, der skal redde faderens program og hans egen karriere. Da han får et hot tip angående Bigfoot ser han sin chance og samlet sit faste hold igen.
Strange Wilderness er en udemærket kandidat til prisen som Verdens Dårligste Film. Den er simpelthen elendigt skruet sammen - en række umorsomme scener, der ikke fører noget sted hen. Eksempel: Da en fyr, der skal guide dem igennem en farlig jungel (der ser ud, som om den er skudt i instruktørens baghave) introducerer sig som "Dick", bruger filmen 5 minutter på "Dick" jokes. "You like your name? You like Dick?", " You ever let your dog lick your name?", "Does your name ever shrink because you go in cold waters?" osv osv.
Filmen er skudt i slutningen af 2005. Den eneste grund til at den kommer ud nu er at Jonah Hill og Justin Long er steget så meget i graderne, at man vil kunne folk i biffen bare med deres navne. Fald ikke for tricket. Undgå denne film, for enhver pris.