Anmeldelse: The Chair
af Dennis Rosenfeld - 25. Maj 2008
Danielle flytter ind i et stort hus. Hun har haft nogle psykiske problemer og tager medicin for det. Meget hurtigt efter hun er flyttet ind begynder der at ske meget mystiske ting. Hverken hendes søster Anna, eller ekskæreste Ryan tror på hende. Danielle begynder at dokumentere tingene med videokamera, og da søsteren Anna flytter ind til hende for at hjælpe, begynder tingene hurtigt at accelerere. Danielle finder et website, der viser, at noget grusomt og overnaturligt har fundet sted i huset, og hun bliver overbevist om at hun vil blive offer for konsekvenserne af en 100 år gammel handling.
Nogle gange får man en film i hånden som man vitterligt intet aner om. Dette var tilfældet med The Chair. Da filmen åbner med et åbenlyst falsk Houdini citat, blev jeg allerede en smule skeptisk. Da jeg så at filmen var skudt på video, og at de intet havde gjort for at få det til at se ordentligt ud, var jeg lige ved at slukke. Så begyndte skuespillerne at snakke og jeg vidste hvor lavt nede i kvalitetshierarkiet denne film befandt sig. Karakter introduktionerne er så letkøbte og tynde, at det føles som papfigurer, der bliver flyttet rundt. Dialogen og skuespillet er smertefuldt dårligt. Hovedpersonen hopper ufatteligt hurtigt til de mest sindssyge konklusioner. Jeg forstår, at det er for at drive filmen hurtigere frem, men dramaturgisk fungerer det overhovedet ikke. Filmen er fra start til slut elendigt instrueret, og jeg tror ikke et sekund på historien eller karaktererne der bevæger sig rundt i den.
Filmen så som sagt forfærdelig ud. Jeg ved ikke om det er DVD'ens transfer, eller om det bare er en ubehageligt uæstetisk film. Der er kommentarspor, en behind the scenes, en lille kortfilm som optræder i filmen, og trailers. Jeg havde nu ikke noget behov for ekstra materiale. Jeg kunne blot tage mig til hovedet over at Brett Sullivan, der instruerede den fremragende Ginger Snaps: Unleashed har valgt at følge den op med dette makværk. Til sidst var jeg efterladt med blot et spørgsmål: Hvorfor fanden bliver Lionsgate ved med at sende alle disse totalt hjælpeløse gyserfilm på markedet? Det kan i værste fald ende med, at folk holder sig væk fra alt med Lionsgate logoet, som de ikke har set i forvejen.